Galleri Alstrup

Elisabet Wahlström & Yusuke Nagano

PRESSEMEDDELELSE:

Elisabet Wahlström  Yusuke Nagano

Palmesøndag, d. 1. april har Galleri Alstrup fernisering på sin påskeudstilling, denne gang med de 2 udenlandske kunstnere, den svenske tekstilkunstner Elisabet Wahlstrom og den japanske designer og illustrator Yusuke Nagano, begge bosiddende i Gøteborg, Sverige.

Elisabet Wahlstrom er uddannet på Højskolen for design og kunsthåndværk i 1975-79, er repræsenteret i mange offentlige bygninger og har deltaget i  utallige udstillinger på museer og i kunsthaller.

Elisabet Wahlstrom arbejder især med billedvævning og broderi men tegningen er også en vigtig del af hendes arbejdsområde. Billedvævningen er udført i gobelinteknik med hør og uld. Den blanke hør kontrasterer smukt mod den bløde uld. Broderierne er en kombination af tekstiltryk og broderi.

Elisabet Wahlstrom fortæller om sin inspiration: "Min have begynder i rabatten ved trappen, slynger sig ned til søen og videre ind i skoven. Den følger stien frem til den mørke skovstjerne for siden at slå følge med bækken." Naturmaterialer til de smukkeste billedfortællinger af den skønne natur.

Yusuke Nagano er født og opvokset i Tokyo og har sin uddannelse fra Tokyo design School. Han flyttede til Sverige i begyndelsen af 70´erne og har siden arbejdet med grafisk formgivning, reklame og illustrationer for forlag, tekniske tegninger til fremstillingsindustrien, samt lavet animationer til flere tegnefilm. I dag arbejder han mere og mere med sine egne billeder og animationer. De seneste år især optaget af barneuniverset; at være opslugt af  de mange forskellige lege med kammerater, at cykle uden at skulle nogen steder hen... at bygge en tømmerflåde og drive ned ad floden..... den der klatrede op i det højeste træ, var dagens helt.... De erindringer vi alle har fra vores barndom hvoraf nogle  kun er glimt andre er meget detallierede. Det er de billeder Yusuke Nagano deler med os på udstillingen i Galleri Alstrup. Materialet er print på lærred.

Vi glæder os meget til at præsentere denne sanselige, lette og legende udstilling med de 2 kunstnere bosiddende i vores naboland. De vil begge være til stede ved ferniseringen palmesøndag kl. 15, hvor alle er velkommen og vi byder på en lille forfriskning. Udstillingen kan ses til og med d. 20. maj.