Galleri Alstrup

Fortællinger af Ulla Lampe og Lisbeth Poulsen.

PRESSEMEDDELELSE:

Lisbeth Poulsen Ulla Lampe

Fortællinger kalder Galleri Alstrup sin påskeudstilling, der har fernisering Palmesøndag, d. 17 april, hvor dørene samtidig slås op for en ny sæson.

Bag udstillingen står de 2 kunstnere, maleren Ulla Lampe og keramikeren Lisbeth Poulsen, der begge er en del af kunstnergruppen " Slottet" med værksteder i det nedlagte statsfængsel i Horsens.

Umiddelbart giver det rigtig god mening, at de 2 udstiller sammen. De oplever selv at deres værker har et fælles kropsligt sprog, og at der er fri energi og fantasi på spil, hvilket man kun kan give dem ret i, når man ser udstilingen.

Ulla Lampe er maler, både på den traditionelle måde med acryl på lærred men herudover arbejder hun med plexiglas malerier, man som beskuer oplever som tredimensionælle.

Keramiker Lisbeth Poulsen har udstillet i Galleri Alstrup et par gange tidligere. Ved denne udstilling får vi en ny vinkel på såvel hendes arbejdsmetoder som hendes kunstneriske udtryk.

De 2 kunstnere bygger en udstilling op, hvor Ulla Lampe med brede penselstrøg og stærke farver fortæller om det både karske og dramatiske landskab, hvor vi alle har noget på spil, hvilket bliver personificeret i Lisbeth Poulsens groft modellerede, fantasirige og meget livagtige dyretableauer. De er så grumme som kun moder natur kan være, men samtidig også uhyre legende, poetiske og lette i deres udtryk. På den måde spiller de også fint sammen med Ulla Lampes fabulerende og forfinede plexiglasbilleder.

I Galleri Alstrup glæder vi os til at præsentere udstillingen til ferniseringen palmesøndag kl. 15, hvor alle er velkommen. Udstillingen kan ses til og med søndag d. 22. maj.