Galleri Alstrup

Margrethe Christensen & Jan Anker Petersen

Pressemeddelelse Galleri Alstrup.

Jan Anker PetersenMargrethe Christensen

"Kroppe" kalder Galleri Alstrup sin sommerudstilling, der har fernisering på søndag d. 3. juli klokken 19.

Bag denne udstilling står de 2 kunstnere, maleren Margrethe Christensen fra Vodskov og billedhugger Jan Anker Petersen fra Galleri Alstrup.

Temaet "kroppe" har fulgt de 2 kunstnere i hele deres karriere, hvilket gør det oplagt at de nu mødes i en fælles udstilling.

Margrethe Christensen maler med olie på lærred. Hun siger selv om sine malerier:
"Det er altid kvinder, jeg maler. Oftest kraftige kvinder som også fylder ud over lærredet. Jeg er fascineret af at male skikkelser, der udtrykker kropssprog, sjæl og stemning.
Nogle gange meget fremtrædende, andre gange mere diffust
Gennem mine frodige kvindefigurer, forsøger jeg at bryde normen for skønhed og perfektionisme.
Nogle ser farverne i mine billeder, andre formen og andre igen ser mit motiv som grimme kroppe, fordi "grimt" står i modsætning til "det pæne og perfekte", der for de fleste er det slanke. Jeg føler mig tiltrukket af det, som i andres øjne ikke er billedskønt og fuldendt - og hvem afgør, hvad der er perfekt?"

Jan Anker Petersen viser arbejder i ler og bronze. Han udtrykker sig således:
" Alt levende har en krop, en kasse hvor komponenterne er samlet.
Kroppen er i relation til stedet og omgivelserne.
Kroppen har en iboenhed, en tanke eller idé.
Kroppen er følsom og forandrer sig i forhold til denne.
Kroppen laver ting, afsætter spor, skaber historier og efterladenskaber.
En torso er den komprimerede krop og et udtryk for kroppens forskelligheder fx.forskydninger, stabilitet, følsomhed, balance."

I Galleri Alstrup glæder vi os til at præsentere denne udstilling med kroppen set gennem to forskellige kunstneres øjne og fortolkninger og i både 2 og 3 dimensioner.
Alle er meget velkommen til ferniseringen, som vi har valgt at holde om aftenen , og benytte os af en af de lange lyse sommernætter.
Begge kunstnere er til stede ved ferniseringen.