Galleri Alstrup

Hanny Abel & Jan Anker Petersen

PRESSEMEDDELELSE:

Abel & Petersen

Hver onsdag aften i juli måned bliver der igen i år mulighed for at deltage i den særlige japanske rakubrænding i haven ved Galleri Alstrup

"At brænde raku kan alle være med til og det er en dejlig ting at være fælles om. Det er ofte både overraskende og sjovt at se de forskellige resultater når de smukke skåle komme ud af ovnen", siger galleriets indehaver Hanny Abel.

Rent teknisk er raku en hurtig og enkel metode til at brænde keramik. Den har sine rødder i Japan i forbindelse med de zenbuddhistiske te-ceremonier. I dag er teknikken udbredt til hele verden og kendes på sine forunderlige farvespil og karakteristiske mørke krakeleringer i glasuren.
Brændingen foregår udendørs i en gasovn med direkte gasindførsel i bunden. I løbet af 20 min. er glasuren udsmeltet og de rødglødende skåle tages op af ovnen med lange tænger og viftes i luften for af krakelere. Dernæst lægges den stadig glødende keramik ned i en gryde med halm eller et andet brandbart materiale og gennemgår en underiltningsproces, som ændrer farven og  får krakeleringerne til at stå tydeligere frem.
Processen slutter med at skålene kommer i vand og skures rene for sod, så man kan se de forunderlige farver og mønstre.
"Vi har brændt mange hundrede skåle og stadig er det lige spændende at følge hver eneste brænding.
Man er i tæt kontakt med brændingen og kan med sit blotte øje se, når forvandlingen sker nede i ovnen.
Den rå lerskål med mat glasurpulver bliver på uforudsigelig vis smuk, nogle gange gennemsigtig, blank og skinnende.
Alle brændinger er forskellige og alt hvad der kommer ud af ovnen er forskelligt.
Vi har lært at styre processen et stykke af vejen, men højtryk, lavtryk, vind og vejr er i sidste ende udslagsgivende. Og det er på en måde en god følelse!" Som sagt foregår rakubrændingerne onsdag aften i haven ved Galleri Alstrup, hvor det er muligt at købe en lille uglaseret skål, som man under kyndig vejledning kan dekorere, glasere og brænde, så man kan komme hjem med sit helt personlige kunstværk.

 I forbindelse med rakubrændingen er galleriet åbent, så der er mulighed for at se vores værksteder og sommerudstilling i galleriet. I år byder vi på egne værker: Jan Anker Petersen udstiller en serie træsnit trykt på Kirsten Kjærs Museums grafiske værksted, ud fra ideen om at de intet genkendeligt må indeholde. Hanny Abel udstiller en frisk serie sommerfugle, porcelænsskåle med udskæringer og skåle med bladmotiv. Fælles for de 2 udstillere er at de har skåret og ridset i deres materialer: træet og leret