Galleri Alstrup

21. juni - 18. august 2019. Farver, Former, Flora - Lisbeth Kristensen og Synnøve Kerrn-Jespersen

PRESSEMEDDELELSE:

 

 

Farver, Former, Flora
er titlen på Galleri Alstrups nye sommerudstilling, denne gang med keramiker Lisbeth Kristensen, og maler og grafiker Synnøve Kerrn-Jespersen. De to kunstnere har tidligere udstillet sammen blandt andet lokalt på Torvet 1 i Farsø.

Synnøve Kerrn-Jespersen har arbejdet med maleri og grafik gennem mange år og er bl.a. repræsenteret på Skejby Sygehus og har udstillet i ind-og udland.
Dette er hendes første udstilling i Galleri Alstrup.
Hun er optaget af at skildre bevægelse i enhver forstand og fortæller om sit arbejde:
"Gennem en årrække var mit hovedfokus at skildre mennesker og deres bevægelser. Det har ført videre til bevægelser i naturen, vinden, vejret, skyerne og væksterne i åbne landskab.
Temaet for de udstillede værker på sommerudstillingen er vækster... i særdeleshed de vildtvoksende, som sniger sig frem alle vide vegne... ukrudt, vilde og vovede, små og sarte, vækster i grøftekanter, på brakmarker, strandenge... om foråret... den tidlige vækst og det rige sommerflor."

Lisbeth Kristensen har udstillet i Galleri Alstrup både seperat og i gruppe-sammenhæng, senest deltaget i adskillige af galleriets lagersalg. De udstillede keramiske skåle og fade er inspireret af naturens farver og former. Emnerne er drejede i dansk blåler fra Sorring, dekoreret med lerfarve. Lertøj er en dansk keramisk tradition hvor leret brændes til en forholdsvis lav temperatur ca. 1050 grader, hvilket giver et blødt udtryk og en klar farveskala.
Til udstillingen på Galleri Alstrup viser Lisbeth Kristensen unika-serier med variationer over genkendelige temaer, stiliserede tulipaner, bladformer i værkstedets farvepalet med penslens strøg som udtryk.

Galleri Alstrup gælder sig til at åbne dørene for årets sommerudstilling
"Farver, Former, Flora", fredag 21. juni. kl. 19 . Begge kunstnere vil være tilstede og fortæller gerne om deres værker. Alle er velkommen til ferniseringen hvor Galleri Alstrup byder på en forfriskning. Udstillingen kan ses til og med d. 18. august