Galleri Alstrup

Jens Hvass, Jan Anker Petersen "Smuk og helstøbt"

ANMELDELSE: Nordjyske stiftstidene 15/8 07

Smuk og helstøbt.

Galleri Alstrup præsenterer en yderst smuk og helstøbt udstilling af tuschtegninger, træsnit og rakuskulpturer, hvor alt er frugtbart inspireret af japanske teknikker.

Jens Hvass, der er billedkunstner og arkitekt, har arbejdet med penselteknik i Japan. Resultatet ses her i Alstrup i to typer arbejder.

Den ene type er nogle ekstremt elegante penseltegninger, der tager udgangspunkt i japanske skrifttegn. De er tegnet med nogle japanske pensler, der er laver af materialer fra palmeblade, der inden brug blødgøres i vand.

Skrifttegnene ligner dels skrifttegn dels mennesker i japanske gevanter. Det er lyntegninger, der kræver lang tids øvelse. Desuden kræves der en modig beslutsomhed, når penslen først er sat på papiret. Når man har trukket aftrækkeren, er der ingen vej tilbage. Der er liv og sving i disse billeder. Af og til ses billeder med to personer / tegn. I disse løber tuschen hidsigt ud i rene dansesving, så der er en ren fornøjelse. Kunstnerens signatur er i samme grad som tegningerne en æstetisk nydelse og helt i japansk tradition.

De omtalte værker titulerer Jens Hvass Kanjin, som er en sammensætning af betegnelserne for skrifttegn og menneske.

En anden type værker kalder han Blåmænd, tuschtegninger. Her ses tætte rækker af personer hen over papiret, der her er i tværformat. Der er den samme variation og liv i disse små personer, men der er tilføjet nogle ekstra grafiske raffinementer på dem. Tuschens farver siver ud fra personerne og skaber dybde og koloristisk liv.

Enkelte af personerne er i rene streger som de førstnævnte. De synes her at gå amok i danseglæde blandt de andre mere adstadigt optrædende personer.

Jens Hvass er et oplivende bekendtskab, som vi gerne vil se mere til på disse kanter.

Jan Anker Petersen er billedhugger. Han har samarbejdet forbilledligt med Jens Hvass i det japanske koncept, idet han har lavet en serie groft formede statuetter. De står godt til tegningernes japanske menneskeformer, da de som disse blot er livagtige antydninger gjort med indlevelse og variation. Den hvide glasur er krakkeleret i den efterfølgende rakubrænding, så de mørke streger af det underliggende ler står som hårfine netværk på figurernes overflader.

Disse sisseleringer går smukt igen i nogle træsnit af samme kunstner. Han kalder dem vinterbilleder. Der er fire af dem, og de medvirker til skabelsen af denne smukt helstøbte udstilling.

Leif Bøgh
kultur@nordjyske.dk